Når du skal vælge en generator til hjemmet, er det vigtigt at overveje mere end bare den samlede effekt af de apparater, du vil tilslutte. Du skal tage højde for startstrøm, hvor effektivt udstyret omdanner den elektriske energi (effektfaktoren) og gerne have en lille sikkerhedsmargen.
Udstyr som klimaanlæg, elektriske porte og døre, køleskabe, opvaskemaskiner, elektriske pumper, elektriske motorer generelt, og halogen- eller neonlamper har spidsbelastninger ved start på mellem 1,5 og 2,7 gange udstyrets nominelle effekt. Hvis du er usikker på, hvor stor en ydelse dit udstyr kræver, anbefaler vi, at du får en elektriker til at gennemgå dit elforbrug.
Selvom det kan være fristende at spare på størrelsen af generatoren ved at slukke for nogle apparater i nødsituationen, kan det være en bedre langsigtet investering at vælge en større generator, der kan dække alle dine fremtidige behov. Husk, at vores hjem bliver mere og mere energikrævende.
Generatoren er en utroligt pålidelig og effektiv måde at producere elektricitet på, især i nødsituationer og på steder uden adgang til det offentlige elnet, og med de aktuelle energiomkostninger er det også ved at blive en økonomisk måde at producere den på. Som enhver anden maskine kræver den dog regelmæssig vedligeholdelse for at fungere optimalt, og med korrekt pleje kan den virkelig holde hele livet. Eftersom det er en investering med en vis pris, er det vigtigt, du vælger den rigtige generator.
At finde den generatormodel, der passer bedst til dine behov og dit hjem, er ikke kun et spørgsmål om strømkapacitet. Der er også andre parametre, der spiller en vigtig rolle i beslutningen. Her er, hvad du bør vide for at træffe det bedste valg:
BRÆNDSTOFTYPE
> Standby-generatorer til hjemmet fås både i benzin, diesel, naturgas og LPG.
> Valget af brændstoftype kan afhænge af praktiske faktorer, såsom om der allerede findes andre maskiner med diesel- i stedet for benzinmotorer, om der er adgang til gasforbindelser, samt økonomiske og miljømæssige overvejelser. Tilgængelighed og pris på brændstoftypen spiller også en vigtig rolle.
> I dag findes der generatorer med både diesel- og benzinmotorer, som udleder meget lave mængder af udstødningsgasser, og dermed kan sammenlignes med gasdrevne maskiner. Benzingeneratorer har lavere investerings- og vedligeholdelsesomkostninger og er et fremragende valg til nødsituationer i en begrænset periode. Dog har de begrænsninger, da benzinmotorer typisk kun fungerer ved 3000/3600 o/min, ikke er tilgængelige for effektniveauer over 15 kVA og ikke er egnede til lange dages kontinuerligt arbejde. Hvis du vælger en benzinmotor, skal du sikre dig, at den er specielt indstillet til autostart. Dvs. med ATS-forud-indstilling.
> Gasgeneratorer kræver en større startinvestering, men er et miljøvenligt valg, der samtidig giver brændstofbesparelser. Da de drives direkte via gasnettet og ikke kræver en brændstoftank, undgår man problemer med at brændstoffet forringes over tid. Desuden har gasgeneratorer den fordel, at de altid er klar og tilgængelige, selv i ekstreme nødsituationer, hvor det kan være vanskeligt at anskaffe benzin eller diesel.
> Dieselgeneratorer er et klassisk valg og fås også med motorer, der kører ved 1500/1800 o/min, hvilket gør dem ideelle til kontinuerligt arbejde døgnet rundt. F.eks. til strømproduktion osv. Dog kan dieselmotorer have svært ved at starte ved lave temperaturer, så hvis generatoren skal bruges i omgivelser på 0°C eller derunder, er det vigtigt at inkludere forvarmningssystemer.
LYDENIVEAU
> Som med enhver motordrevet maskine afgiver en generator støj. Støjniveauet måles typisk i dBA ved en afstand på 7 meter. Hvis du planlægger at installere generatoren i et tæt bebygget område udendørs, bør støjniveauet ikke overstige 68 dBA for at bevare et godt forhold til nabolaget.
> Køb aldrig en åben generator (uden lyddæmpning eller kabinet) til en boliginstallation i et tæt bebygget område, medmindre du har et rum eller en container til at placere den i, med korrekt udsugning og ventilation for at reducere støjemissionerne.
INSTALLATIONSSTED
> Hvilken type plads har du til dit generatoranlæg? Udendørs, under et tag, i et skur eller i et rum? Hvis installationen er udendørs, skal du sikre dig, at generatorens kabinet er egnet til udendørs brug. Det er absolut forbudt at placere åbne generatorer udendørs, da de skal beskyttes mod vejrpåvirkninger og installeres i et lukket miljø.
> Små generatorer har ofte en lettere konstruktion, og det er altid en fordel at placere dem, som minimum, under et tag. Husk, at elektricitet og vand ikke går godt sammen, og ekstra beskyttelse er altid en fordel. For eksempel kan store snemængder dække generatoren. Generelt gælder det, som med din bil, at det er fint at placere den udendørs, men hvis det er muligt at stille den i en garage, et skur eller under et halvtag, er det bedre – både sommer og vinter.
> Sørg for, at uvedkommende ikke har adgang til din generator. Det er vigtigt at være meget opmærksom på dette. Derfor er en aflåst indhegning, placeret væk fra brændstofdepoter, brandfarlige materialer og kemikalier, samt med et beskyttende tag, altid den bedste løsning. Selv ved udendørs installationer skal du sikre dig, at udstødningsrøgen ikke er direkte til gene eller fare for mennesker og bygninger.
>I tilfælde af indendørs installation er rummets dimensioner afgørende. Tjek følgende forhold omhyggeligt:
1. Rummet skal have en passende størrelse, så der er adgang til motoren og generatoren til almindelig vedligeholdelse og eventuelle reparationer (på mindst 3 sider).
2. Der skal være åbninger, der sikrer tilstrækkelig tilførsel af frisk luft til forbrænding og afkøling af generatoren.
3. Der skal være designet en passende udstødningsledning til motorens udstødningsgasser.
4. Husk, at din generator skal kunne transporteres ind til installationsstedet. Det lyder måske som en banal overvejelse, men det bliver ofte overset, at det kan være nødvendigt at få adgang til en kælder eller en hævet etage, hvor der måske ikke er passende adgangsveje, eller hvor indgangsdøren ikke er bred nok. Det kan føre til, at vægge skal rives ned, eller at der skal lejes kraner osv.
5. Sørg for, at luftudgangen ikke ledes ind i lukkede rum, garager, andres private ejendom, mod brandfarlige materialer eller personer osv.
> Et andet aspekt, der ofte overses, er, at stedet, hvor generatoren skal installeres, bør være sikret mod oversvømmelse.
DEN AUTOMATISKE OVERFØRSELSKONTAK (ATS)
> En standby-generator til hjemmet er en del af et system, der træder i kraft i nødsituationer, når strømforsyningen fra elnettet svigter. Systemet inkluderer også en Automatisk Overførselskontakt (Automatic Transfer Switch = ATS), som automatisk starter generatoren ved strømsvigt og overfører husets elforbrug til generatoren i løbet af ca. 30 sekunder. ATS'en er en metalkasse eller plastkasse, der indeholder kontaktorer, som monteres på væggen. Ligesom generatorer findes der ATS-modeller, der er velegnede til udendørs installation og andre, der kun er beregnet til indendørs brug.
HVAD SÅ NU?
Valget af den rette nødstrømsgenerator kræver altså omhyggelige overvejelser. Tag stilling til energibehovet, brændstoftypen og installationsstedet, og sørg for at vælge en generator med ATS, hvis den automatisk skal træde i kraft i nødsituationer. Passer du efterfølgende godt på din generator og sørger for rutinemæssig vedligeholdelse, kan den virkelig holde hele livet. Så er du sikret, at dit hjem altid har strøm, når du har mest brug for det.